Home Tíðindir Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig

Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig

by OML

Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig. Gruppen, der kalder sig Islamisk Stat (IS), har lidt store tab i Syrien og Irak, og deres evne til at gennemføre komplekse angreb er reduceret men ikke væk. På trods af det opfordrer IS stadig til terrorangreb mod Vesten. Fremmedkrigere, der vender hjem, udgør en terrortrussel. Derudover er radikalisering af personer i kriminelle miljøer med adgang til våben eller i fængsler bekymrende. Dette er nogle af elementerne i en ny ”Vurdering af Terrortruslen mod Danmark” fra PET’s Center for Terroranalyse (CTA).

Hetta skriva danska fregnartænastanan á heimasíðu teirra. pet.dk

Ifølge CTA udgår terrortruslen mod Danmark fortsat i første række fra militant islamisme. IS er svækket i Syrien og Irak. Derfor tiltrækker IS nu kun meget få fremmedkrigere til konfliktzonen. Evnen til at gennemføre mere komplekse angreb i Vesten er reduceret, men ikke væk. Men gruppen fortsætter sin propaganda, og IS og andre militant islamistiske grupper kan stadig understøtte og inspirere sympatisører til at begå angreb i Vesten, herunder Danmark.”Vi har stadig en alvorlig trussel mod Danmark fra militante islamister. Selvom IS synes slået på slagmarken, fortsætter kampen for et kalifat. Militant islamistisk propaganda vil med sine opfordringer til angreb have en vedblivende effekt på trusselsbilledet i Danmark,” siger Finn Borch Andersen, chef for PET. ”Der er tale om en omskiftelig og dynamisk situation, og vi kender ikke fuldt ud den endelige betydning af kalifatets fysiske sammenbrud. Vi følger derfor udviklingen tæt,” tilføjer han.CTA vurderer, at der siden 2012 er rejst mindst 150 personer fra Danmark til militante grupper i Syrien og Irak. Godt en femtedel er stadig i konfliktzonen. Mange vil blive og kæmpe, men nogle vil forsøge at komme hjem. CTA vurderer, at en mindre del af de danske fremmedkrigere vil kunne vende hjem. Selv få hjemvendte kan dog udgøre en terrortrussel mod Danmark. Samtidig kan hjemvendte fremmedkrigere til andre europæiske lande udgøre en trussel mod Danmark.CTA vurderer, at terrortruslen i første række udgår fra enkeltpersoner eller mindre grupper, der opholder sig i Danmark eller i et naboland.

”Når vi ser på de angreb, der gennemføres, og på den kapacitet, der findes hos militante islamister i Europa, er det fortsat vores vurdering, at angreb med simple og lettilgængelige midler er den mest sandsynlige form for angreb i Danmark,” siger Søren Jensen, chef for CTA.

CTA peger på, at radikalisering af voldsparate personer i kriminelle miljøer med adgang til våben er særligt bekymrende. Det vurderes, at der i de kommende år vil være en skærpet risiko for radikalisering af indsatte i fængsler, da et voksende antal personer vil afsone domme relateret til terror og derved ville kunne påvirke deres medfanger.

CTA vurderer, at der er en begrænset terrortrussel fra politisk ekstremistiske miljøer i Danmark, men at der er en øget terrortrussel fra personer med sympati for højreekstreme synspunkter.

Det fremgår af analysen, at gerningsmændene til terrorangreb i Europa i mange tilfælde har været kendt af myndighederne.

”Terror kan finde sted pludseligt og uden, at der foreligger efterretningsmæssige indikationer på det. Vi gør hver dag en stor indsats for at forhindre terror i tæt samarbejde med vores nationale og internationale partnere,” siger Finn Borch Andersen.

CTA vurderer, at risikoen for at blive offer for et terrorangreb i Danmark fortsat er begrænset.

Læs ”Vurdering af Terrortruslen mod Danmark” her. 

You may also like

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.